Hvad var Amager i gamle dage?

Amagerbro har en lidt anden historie, end de andre københavnske brokvarterer, Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. I 1868 var udbygningen i de øvrige brokvarter i fuld gang – men ikke på det nordligste Amager, hvor den spredte bebyggelse mest bestod af farbrikker og møller. Frem til begyndelsen af 1900-tallet var der kun sparsom bebyggelse her. I 1757 nævnes et enkelt hus ved den nordligste del af Amagerbrogade. Senere kommer et par beværtningssteder og fabrikker til. Hovedparten af området tilhørte fra begyndelsen af 1800-tallet den holmbladske familie, som oprettede flere virksomheder, der er nærmere beskrevet under Limgården. I 1907 solgte de holmbladske virkesomheder størstedelen af arealerne nord for Norgesgade og Prags Boulevard til konsortiet A/S Amagerbro. Én af initiativtagerne og tilsynsførende ved byggeriet var cand.jur. B. Dornonville la Cour, der som ung dommerfuldmægtig var kommet til København. Han havde forretningssans og så mulighederne i at udnytte det ubebyggede, militære areal. Slægten Holmblad bevarede dog til en vis grad kontrollen med arealerne, idet flere medlemmer af Holmblad-familien indtrådte i bestyrelsen for selskabet. L. P. Holmblad døde dog kort efter. I 1909 ophævedes demarkationsbestemmelserne og bebyggelsen kunne gå i gang. Selskabet måtte dog betale et betydeligt beløb som en slags godtgørelse til Forsvaret. Det var en attraktiv beliggenhed, som den nye bydel fik. Dels lå den tæt på det centrale København, dels var den nye vejforbindelse, Amager Boulevard, ført herud og der var let forbindelse med sporvognene dertil. A/S Amagerbro opførte selv nogle af ejendommene, mens andre bygmestre opførte resten. Et bankkrak udskød dog starten på byggerierne med nogle år. Enkelte ejendomme i Borgerbo og ved Limgården blev opført af almene boligselskaber. De første lejligheder stod klar til indflytning i ejendommen Haabet og Tylvten ved Amagerbrogade i 1913. Derefter fulgte Hollænderhus på gaden Svinget og bebyggelsen Borgerbo i 1914. Året efter stod et par ejendomme tættest på Christmas Møllers Plads (Amagerport og Christianshavns Port) færdige og i 1916 Sønderport på hjørnet af Amagerbrogade/Amager Boulevard. I 1917 afsluttedes byggeriet vest for Amagerbrogade med Finlandshus i den nordlige del af Finlandsgade og Ny Mølle i Hollænderdybet. Ejendommene blev ikke opført efter en bestemt skabelon eller typetegning, men fik alligevel et ret ensartet præg Arkitekterne var bl.a. Christian Schou (1884-1973), Valdemar Dan (1871-1935), Valdemar Schmidt (1864-1944), Henning Hansen (1880-1945) og Louis Hygom (1879-1959). Man fastholdt det princip, at der ikke måtte opføres bag- og sidehuse i gårdene. Til gadesiden var bygningerne flere steder forsynet med store, indbyggede altaner, som ligner en slags loggiaer. Gaderne blev anlagt efter en samlet plan, der blev godkendt af Københavns Kommune. Karakteristisk er de meget brede gader, legepladser og forhaver. Op til 45% af kvarteret er gadearealer. Gadenavnene blev besluttet efter en konkurrence i Dagbladet Politiken i 1912. Vejnettets udformning blev først og fremmest bestemt af jernbanesporet, der allerede gik gennem kvarteret, inden det blev bebygget – og dermed definerede forløbet af Svinget. Men det passede også meget fint med tiden byplanidealer, hvor man forlod det rektangulære vejnet og gerne indførte skrå eller slyngede gader. I Københavns Kommunes byplankonkurrence, der var afholdt nogle år før, var netop disse måder at anlægge vejene på, et væsentligt element i flere af forslagene. Til at begynde med var der vanskeligt at få lejlighederne lejet ud. Folk skulle vænne sig til at man godt kunne bo helt ude på Amager. Lejlighederne i kvarteret bestod af lejligheder fra 2 og op til 5 værelser. Bladet ”Verden og Vi” skrev i 1916: ”Den ny Amager-By rummer beboere af næsten alle samfundsklasser, dog synes Embedsmænd, Officerer, Forretningsfolk og Kunstens Børn, særligt at have foretrukket dette aabne og luftige kvarter (…). I så godt som alle Lejligheder findes Badeværelse med Kar eller Styrtebad, og meget ofte varmt Vand i Køkkenet. Selvfølgelig er disse lejligheder ikke billige. Men publikum har opdaget, at dette Moment opvejes af (…) at der kræves mindre hjælp i husholdningen”. I 1921 er folketallet for Amagerbro Kvarter 7.500. Ti år tidligere boede her 3.700 og i 1901 kun 150.

Amager har været tæt befolket siden ældre stenalder. Bispestolen i Roskilde erhvervede i 1167 størstedelen af øen. I 1416 erhvervede kronen under Erik 7. af Pommern Amager, og hele øen var krongods indtil slutningen af 1700-tallet. I 1300- og 1400-tallet var der en meget betydelig sildefangst med nedsaltning og handel ved Dragør. I perioden 1515-21 indkaldte Christian 2. 24 hollandske familier og overlod dem den sydlige del af Amager. Bønderne på Amager var reelt selvejere og blev som følge af Københavns udvikling ganske velstående i slutningen af 1700-tallet, især som producenter af grøntsager. Fra slutningen af 1800-tallet blev den nordlige del af øen bymæssigt bebygget og 1902 indlemmet i Københavns Kommune.

Amager var i gamle dage præget af en betydelig industriudvikling, hvor værker og industrier opstod i 1700-årene baseret på vandkraft fra Mølleå-værkerne. Her var der væverier og klædefabrikker, som ikke kunne placeres inden for byens volde, samt stor eksport af saltede fisk og grønsager. En betydelig industri opvoksede, med trædemøllerne som den første og en betydelig drivkraft. Fabrikkerne var baseret på energi fra møllerne, og deres udvikling beskrives og illustreres. Klostrene og andre store jordejere var foregangsfolk på området, og Stubmøller, Hollandske møller og trædemøller skød op. I slutningen af 1800-tallet var der mere end 100 personer beskæftiget i rebslageriet. Industrialiseringen havde nået de gamle erhverv, og der blev fabrikeret tovværk, sejlgarn og høstbindegarn. Gennem 1800-tallet opstod og udvikledes en betydelig olieindustri, og oliemøller blev bygget på Amager. Hjemmevævning havde spillet en stor rolle i øens økonomi, og Dragørkvindernes specielle privilegier beskrives. Rebslageri har været en betydelig industri og er måske Amagers ældste industri. Amagers beliggenhed nær hovedstaden var på godt og ondt, idet svenskekrigene i 1700-tallet havde lagt øen øde, men beliggenheden betød også, at den tidlige industri fandt vej hertil. Der opstod også en betydelig hjemmeproduktion, hvor hjemmevævning, private vand- og vindmøller, trampemøller og hestegange var forløbere for dampmaskinen.